Forberedelse til en psykedelisk oplevelse
Forberedelse kan have stor betydning for, hvordan en psykedelisk oplevelse udfolder sig – både undervejs og efterfølgende.
For mange begynder processen allerede, når beslutningen er truffet. Tanker, følelser og forventninger kan begynde at bevæge sig, og det kan være en del af selve forløbet.
Der findes ikke én rigtig måde at forberede sig på. Hvad der er relevant, afhænger blandt andet af formål, erfaring og den ramme, oplevelsen foregår i. Samtidig er der nogle generelle principper, som kan være hjælpsomme på tværs af kontekster.
Uanset tilgang kan det være relevant at:
Undersøge eventuelle kontraindikationer i forhold til medicin og helbred
Være opmærksom på dosis og undgå at blande substanser
Være opmærksom på, at styrke og indhold kan variere, især hvis substansen ikke er testet
Sørge for at have tilstrækkelig tid – både til selve oplevelsen og til at lande bagefter
Have en plan for tiden efterfølgende, så der er mulighed for at lande oplevelsen
Hvis formålet primært er oplevelse, nysgerrighed eller socialt samvær, kan forberedelse stadig spille en vigtig rolle i forhold til sikkerhed og trivsel:
Vælge et sted, hvor du føler dig tryg og har mulighed for at trække dig tilbage
Være sammen med mennesker, du har tillid til
Aftale rammer på forhånd – f.eks. hvad I gør, hvis nogen får det svært
Overveje på forhånd hvilken musik eller stemning, der ønskes under oplevelsen, og eventuelt have rolig eller tryg musik klar, hvis oplevelsen bliver overvældende
Starte med en lav dosis, især hvis du er uerfaren
Undgå at blande forskellige substanser
Overveje at have en ædru person til stede
Sørge for basale ting som vand, mad og mulighed for hvile
Undgå at have forpligtelser senere samme dag eller umiddelbart efter
Selv i en rekreativ sammenhæng kan det være en fordel at have gjort sig nogle overvejelser på forhånd. Det kan bidrage til en mere tryg og overskuelig oplevelse – både for én selv og for dem, man er sammen med.
Hvis intentionen er refleksion eller personlig udvikling, kan det være hjælpsomt at forberede sig mere bevidst:
Sætte tempoet ned i dagene op til, hvis muligt
Være opmærksom på, hvad man fylder sig med – f.eks. indtryk, sociale medier og indre dialog
Prioritere søvn, ro og pauser
Mærke efter, hvordan man har det fysisk og mentalt op til oplevelsen
Reflektere over intention eller tema for oplevelsen
Skrive tanker eller spørgsmål ned på forhånd
Skabe plads til ro, stilhed eller tid alene op til
Være opmærksom på, hvad der rører sig følelsesmæssigt i dagene op til
Hvis oplevelsen indgår i et terapeutisk eller dybere procesarbejde, kan forberedelsen være mere struktureret:
Afklaring af intention i samarbejde med facilitator eller terapeut
Samtaler eller forberedende sessioner
Plan for integration og opfølgning
I nogle tilfælde kostmæssige eller adfærdsmæssige anbefalinger afhængigt af metode og kontekst
Det er vigtigt at være opmærksom på, at sådanne anbefalinger kan variere, og at det er relevant at forstå formålet med dem.
psykisk sårbarhed
Personer med nuværende eller tidligere psykiske lidelser kan have øget risiko for svære eller destabiliserende oplevelser.
Det gælder særligt ved:
Psykoser eller skizofreni (eller familiær disposition)
Bipolar lidelse
Svær depression med selvmordstanker
PTSD eller traumehistorik (særligt uden støtte eller integration)
Psykedelika kan i nogle tilfælde forstærke symptomer eller udløse episoder.
KRop og indtag
Nogle vælger at justere kost eller indtag i dagene op til en oplevelse. Det kan for eksempel være at spise lettere mad, reducere indtag af alkohol eller andre stoffer, eller være mere opmærksom på kroppens signaler.
Der findes forskellige tilgange til dette, og det er ikke ens for alle, hvad der giver mening. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at visse substanser kan have konkrete kontraindikationer i forhold til medicin, kost eller helbred.
Drømme og indre processer
For nogle kan det være meningsfuldt at være opmærksom på drømme, tanker og indre billeder i tiden op til en oplevelse. Det kan give indblik i temaer eller processer, der allerede er i bevægelse.