Mission & vision
Vores mission er at fremme ansvarlig brug og reducere risici ved at formidle viden baseret på forskning og erfaring. Vi værdsætter åbenhed, etik og fællesskab – og skaber trygge rammer for både nysgerrige og fagfolk.
Læs mere nedenfor.
VORES MISSION
Vi arbejder for ansvarlig integration af psykedelika gennem oplysning, fællesskab og faglighed.
“Psykedelisk Samfunds overbevisning er, at psykedelika har potentialet til at transformere menneskers liv og vores samfund ved at helbrede traumer og forbinde mennesker med naturen og til en dybere følelse af formål og mening med tilværelsen. Derfor arbejder vi for at (re)integrere psykedelika i vores samfund.”
Psykedeliske substancer rummer et betydeligt potentiale for indre heling og menneskelig udvikling — når de bruges med omtanke, viden og respekt. I Psykedelisk Samfund arbejder vi for at støtte denne balance: at udfolde mulighederne og samtidig tage risici alvorligt.
Vi deler både forskning, erfaringer og nuancer, så offentligheden kan møde psykedelika uden hverken frygt eller romantisering. Vores tilgang er hverken missionerende eller fordømmende. Vi mener ikke, at psykedelika er for alle — men vi tror på, at deres gavnlige potentiale kan overstige risiciene, når de forvaltes ansvarligt og med sikkerhed som første prioritet.
Derfor skaber vi fællesskaber og læringsrum, hvor mennesker kan udforske psykedelika i trygge, respektfulde og støttende omgivelser. Her kan man stille spørgsmål, dele erfaringer og lære af både ny viden og andres perspektiver.
Vores forening favner også fagprofessionelle: fra psykiatere, psykologer og psykoterapeuter i det etablerede system til tripsittere, facilitatorer og terapeuter i undergrunden. Vi tror på brobygning, vidensdeling og på at løfte den etiske og faglige standard i hele feltet — uanset hvilken praksis man kommer fra.
Gennem vores arrangementer, workshops og medlemsaktiviteter skaber vi et miljø, hvor man kan tilegne sig solid viden om psykedelika, ansvarlig brug og integreret praksis. Samtidig bygger vi et netværk af mennesker, der deler en fælles vision: at støtte den helende kraft i det psykedeliske arbejde med omsorg, integritet og bevidsthed.