To nyligt publiceret artikler kaster lys over hvilke områder i den menneskelige hjerne, de psykedeliske stoffer virker igennem og hvilken effekt denne indvirkning har på hjernens elektriske netværk.
Jeg har tidligere blogget om dansk forskning omkring udvikling af kemiske værktøjer (her og her) til serotonin systemet ud fra N-benzylphenethylamin stof-familien. Et af N-benzylphenethylaminerne kaldet CIMBI-36 eller 25B-NBOMe har psykedelisk effekt i mennesker samtidig med at det binder sig meget specifikt til en bestemt receptor i hjernen (5-HT2Areceptoren). Nu har forskere fra Københavns Universitet og Rigshospitalet undersøgt en radioaktiv udgave af CIMBI-36 i 29 raske frivillige. Figuren viser et scanningsbillede, hvor man kan se de områder det radioaktive sporstof har bundet sig til. Det aktiverer hjernens 5-HT2A receptorer; den røde farve viser hvor i hjernen disse aktiverede receptorer sidder, og dermed hvor de psykedeliske stoffer skal kunne binde sig til for at ændre bevidsthedstilstanden.
Scanningsbilledet man ser til højre viser en hjerne fra en forsøgsdeltager, der er blevet behandlet med 5-HT2A antagonisten ketanserin inden injektion af det radioaktive sporstof, det ses tydeligt hvordan signalet fra CIMBI-36 (den røde farve) forsvinder. Grunden til at CIMBI-36 i det eksperiment ikke længere er i stand til at binde sig til (og derved mærke) 5-HT2Areceptorerne er, at ketanserin binder til den samme lomme i receptoren og derved blokkerer for effekten af CIMBI-36. Ketanserins blokerende virkning kan udover at reducere signalet fra radioaktivt CIMBI-36 modvirke psilocybins perceptuelle, affektive og entheogene effekt i mennesker.
Man har nu et klart billede af hvor i hjernen den biokemiske kaskade der fører til det psykedeliske fænomen starter, men der forskes stadig ivrigt i at identificerer hvilke konsekvenser biokemien har for hjernens elektriske signalering. En forskergruppe fra Zurich Universitets Hospital i Schweiz har f.eks. vist at psilocybin nedsætter amygdala respons på negative emotionelle stimuli. Amygdala er en del af det limbiske system i hjernen, og spiller blandt andet en nøglerolle i forhold til at koble emotionel tonus på hukommelse. Amygdala er for eksempel med til at gøre nogle minder glædelige og andre minder traumatiske. Forskerne observerede en sammenhæng mellem psilocybins dæmpende effekt på amygdala respons og stoffets humørløftende virkning, og der spekuleres nu i hvorvidt psykedelika kan bruges til behandling af depression.
Dr. Robin L. Carhart-Harris opsummerer i dette filmklip i lægmandstermer vores nuværende forståelse af det neurologiske aspekt af den psykedeliske oplevelse. Kan varmt anbefales!
Den dæmpende virkning psilocybin har på amygdala-respons minder i høj grad om den virkning det entactogene psykedelikum MDMA har på amygdala. MDMA-psykoterapi bruges i øjeblikket som en eksperimentel behandling af post-traumatisk stress syndrom – efter samme terapi-model som den der bruges i forbindelse med psilocybin og LSD terapi (se et kort filmklip om konceptet her). Forskere fra Imperial College i London har rapporteret at dæmpet aktivitet i amygdala og hippocampus korrelerer med den subjektive intensitet af MDMA effekten. Det er bemærkelsesværdigt at MDMA’s receptorfarmakologi er signifikant anderledes end for de klassiske psykedelika, eksempelvis kan MDMA-effekten ikke blokeres med ketanserin; derimod har interaktion med serotonin-transporter proteiner vist sig at være essentiel for MDMA’s virkning (eksempler her, her og her). Alt efter hvordan man kigger på den menneskelige hjerne finder man forskelle og fællestræk ved forskellige bevidsthedstilstande – i deres fænomenologi, neurologi, farmakologi/biokemi og måske vigtigst: Deres kliniske implikationer.
Den reduktionistiske tilgang til at forstå den menneskelige hjerne/bevidsthed bruges i høj grad af naturvidenskabsfolk. Tilgangen er enormt frugtbar: Hvis man kan perturbere et system på en veldefineret måde (som for eksempel ved at introducere et stof med en kendt biokemisk effekt) og måle ændringer i systemet, kan man fremsætte årsagssammenhænge. Derved bliver man klogere på et uoverskueligt komplekst system én lille bid af gangen. Det er en udfordring at samle alle brikkerne i puslespillet, fordi det ofte (altid) viser sig at komplekse systemers opførsel ikke blot kan forklares som summen af dets enkelte dele.
I forhold til effekten af de psykedeliske stoffer på mennesker, er det en kæmpe udfordring at forstå den livsændrende entheogene oplevelse de kan bevirke. Min egen og mine kollegaers tilgang til problemstillingen er reduktionisk – vi prøver at forstå hvordan ændringer i molekylers struktur påvirker deres opførsel i en simplificeret proxy for den del af hjernen vi gerne vil forstå. Håbet er at man engang kan få hele puslespillet til at give mening. Indtil da er det vigtigt at huske på hvorfor vi bruger så meget energi på at finde små brikker i verdens største puslespil. Hvad er det egentlig folk kan få ud af at ændre deres bevidsthedstilstand denne her måde?
Man kan få et glimt af den psykedeliske sindstilstand igennem disse korte interviews på youtube.com (Her, her og her) med terminale kræftpatienter der er blevet behandlet med psilocybin.
Det medicinske potentiale i den psykedeliske tilstand er åbenlyst, men der er flere spørgsmål end nogensinde før i forhold til hvordan disse stoffer virker i hjernen og hvordan vi som samfund får mest mulig gavn af dem.