Bliv medlem

Religiøse ledere på psykedelisk trip – i videnskabens navn

9. juli 2017 i
Casper B. Møller

Forskere fra Johns Hopkins University i Baltimore hverver religiøse ledere for at undersøge virkningerne ved psykedeliske svampe i forhold til ‘religiøse oplevelser’.

En katolsk præst, en rabbiner og en buddhist går ind i en bar og bestiller nogle magiske svampe. Det kan lyde som den første linje af en dårlig joke, men det er lige præcis det scenarie der udspiller sig i en af de første videnskabelige undersøgelser af virkningerne ved psykedeliske stoffer i forhold til religiøse oplevelser skriver The Guardian.

Forskere ved Johns Hopkins Universitetet i Baltimore har haft held til at hverve to dusin religiøse ledere fra en bred vifte af trossamfund, til at deltage i en undersøgelse hvor de får to store doser af psilocybin.

“Med psilocybin er disse dybe, mystiske oplevelser ganske almindelige. Det kan synes som en no-brainer at de her stoffer ville være interessante, hvis ikke direkte værdifulde, for f.eks. præster. ” udtaler Dr. William Richards, der er psykolog ved Johns Hopkins Universitetet i Baltimore, Maryland, og som er involveret i arbejdet.

Forsøget, som i øjeblikket er i gang, har til formål at vurdere, om en transcendental oplevelse gør lederne mere effektive og selvsikre i deres arbejde og hvordan det ændrer deres religiøse tænkning.

Til trods for at de fleste religioner forbyder brugen af forskellige euforiserende stoffer er det lykkedes forskerne at hverve både katolske, ortodokse og præsbyterianske præster, en zenbuddhist og adskillige rabbiner. Holdet har endnu ikke kunne hverve en muslimsk imam eller hinduistisk præst til at deltage i studiet, men “næsten alle andre baser er dækket ind”, ifølge Richards.

Efter indledende forundersøgelser, herunder medicinske og psykologiske tests, har deltagerne fået to store doser psilocybin over to sessioner med en måneds mellemrum.

Sessionerne bliver gennemført i en dagligstue-lignende setting på New York University og Johns Hopkins universitetet i Baltimore med to “guider” tilstede. Efter deltagerne har indtaget deres psilocybin dosis foregår resten af sessionen liggende på en sofa, iført øjenbind og lyttende til religiøst musik i hovedtelefoner for at øge graden af deres indre åndelige rejse.

“De bliver instrueret i at søge indad og samle erfaring”, fortalte Richards efter at have præsenteret sit arbejde på Breaking Convention konferencen i London i sidste weekend. “Hidtil har alle deltagerne værdiget deres oplevelser utroligt meget. Ingen har haft oplevelser af at være forvirret, ked af det eller har fortrudt at deltage. ”

En fuldstændig analyse af resultaterne vil blive udført efter at der er blevet lavet opfølgning på deltagerne et år efter deres deltagelse. “Det er for tidligt at tale om resultater, men generelt synes folk at få en dybere forståelse af deres egen religiøse arv,” sagde Richards. “Det livløse religiøse dogme bliver bragt til live for dem på en ny meningsfuld måde. De opdager, at de virkelig tror på de ting, de taler om.”

Der har også været snak at deltagernes forestillinger om religion er skiftet fra en sekterisk til noget mere universelt efter deres psykedeliske oplevelse. “De får en større forståelse for de andre verdensreligioner. Andre måder at nå det hellige bjerg om du vil, “sagde Richards.

“I de her transcendentale bevidsthedstilstande ser det ud til at folk opnår en form for universel bevidsthed,” tilføjede han. “Sådan at en god rabbiner kan erkende sin indre Buddha.”

Forestillingen om, at psykedeliske stoffer kan medføre mystiske oplevelser, er ikke ny og er tidligere blevet undersøgt i det berømte Harvard-studie kendt som “the Good Friday Experiment”. Undersøgelsen involverede en gruppe af religiøst lærde der blev givet psilocybin under en påske gudstjeneste for at se, hvordan det ændrede deres oplevelse. Dette nye studie hos Johns Hopkins anses for at være det første, der involverer religiøse ledere fra forskellige trosretninger.

Men kan dette studie virkelig betegnes som videnskab? Richards hævder, at det er det bestemt, for holdet benytter sig af detaljerede psykologiske spørgeskemaer og et uafhængigt bedømmelsespanel.

Holdet på John Hopkins universitetet er en af flere forskningsgrupper rundt om i verden, der arbejder på at gøre det muligt at bruge psykedeliske stoffer, såsom psilocybin, LSD og MDMA, i psykiatrien. Psilocybin har vist sig at være bemærkelsesværdigt effektivt til at løfte akut angst hos terminale kræftpatienter, mens andre aktuelle forsøg undersøger anvendelsen af stofferne til behandling af tilstande, der spænder fra posttraumatisk stresslidelse til alvorlig depression og alkoholisme.

I mens at brugen af bevidsthedsudvidende stoffer bevæger sig fra hippiernes modkultur over til konventionel medicin, indtager forskerne forskellige holdninger til hvordan feltet skal præsenteres til omverdenen.

Ben Sessa, en klinisk psykiater og forsker ved Imperial College London, har opfordret journalister til at fokusere på den “strenge videnskab”. “Vælger du at fokusere på batik trøjer og dreadlocks? … eller vælger du se på den banebrydende neurovidenskab her?” Spurgte han. “Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du skal gøre dit arbejde, men hvis jeg var dig, ville jeg ikke være bagudskuende, jeg ville se ud i fremtiden.”

Andre er mere åbenlyst entusiastiske overfor de bredere, ikke-medicinske, anvendelser af psykedeliske stoffer. “Min vildeste fantasi er, at sandsynligvis efter jeg engang er død, så vil de her stoffer f.eks. blive brugt til uddannelse af rabbinere,” sagde Richards, der begyndte at forsket i psykedelika i 1960’erne. “Hvorfor skulle det ikke være muligt at udforske dybt spirituelle tilstande af bevidsthed på en lovlig måde?”