Vi er lige nu vidne til en glædelig, men måske også noget ironisk trend. Vi bevidner normaliseringen af en helt normal oplevelse, men hvordan kan en sådan ting lade sig gøre? Hvordan kan man normalisere det normale? Det almindelige? Det starter alt sammen med at gøre et aspekt af den menneskelige oplevelse unormal.
For at forstå den trend vi oplever lige nu, må vi først træde tilbage i tiden, for at være helt præcis så skal vi taget et skridt 10.000 år tilbage, til et tidspunkt hvor denne oplevelse, den psykedeliske oplevelse var ganske almindelig. Vi ved uden den mindste smule tvivl at psykoaktive planter hat spillet en vigtig rolle i den menneskeligeudvikling, og med høj sandsynlighed fra længe før vi blev til ’homo sapiens’. Vores neolitiske forfædre har utvivlsomt gjort brug af psykedeliske planter. De tidlige nomader og jagere har gået i sporene på klovdyr og i deres gødning vil de være stødt på psykedeliske svampe. På et tidspunkt hvor at enhver kalorie var vigtig er disse svampe uden tvivl blevet samlet og indtaget og ganske hurtigt har man opdaget at disse svampe kunne noget ganske andet end blot mætte. De tidligste hulemalerier skildrer svampe i nær perfekt botanisk repræsentation. Svampene er i høj grad et gennemgående element i de tidlige hulemalerier. Kan dette skyldes at det tidlige menneske skabte disse kunstværker for at hylde svampen og vise respekt for den oplevelse som de inducerede? Muligvis, men var disse hulemalende mennesker de første mennesker der gjorde brug af psykoaktive planter? Højst usandsynligt.
Der findes endda dem der teoretisere at indtag af psykedeliske svampe og planter har givet tidlige hominider en evolutionær fordel i form af en drastisk øget præfrontal hjernefunktion, den del af hjernen der er kendt for at hænge sammen med de højerestående mentale egenskaber. Det er i nyere tids forskning blevet påvist at psilocybin fra magiske svampe kan bevirke til neurogenese, dannelsen af nye hjerneceller. En optagelse der får nogle til at spekulere i om psilocybin kan genoprette fysiologiske skader på hjernen. Uanset hvad, er det så et stort stræk at forestille sig at forbruget af disse svampe har forbedret de kognitive funktioner hos det tidlige menneske og accelereret udviklingen af vores moderne bevidsthed?
Ser man på de fossile fund man har gjort sig, altså på de arkæologiske fund og beviser, så peger de moderne videnskabelige data på at mennesket ikke ville være som vi er i dag, hvis ikke psilocybin og andre plante hallucinogener havde været en del af vores ‘normale’ kost.
Ser vi lidt længere frem i tiden og tættere på i dag så har psykedeliske svampe og planter altid spillet en væsentlig rolle i udviklingen af menneskelig spiritualitet og været central i mange forskellige healende praksisser. I særdeleshed har de psykedeliske svampe og planter været en central del af en lang række forskellige shamanistiske traditioner har været brugt til at fremkalde religiøse eller spirituelle oplevelser. Shamanerne har tilmed anvendt de psykedeliske tilstande som et redskab til at give indsigt til diagnosticering og behandling af sygdomme. Det har ikke kun været normalt, men ofte ganske afgørende for den tids helbredere at kunne gøre brug af disse planter i deres praksis.
Men et eller andet sted langs historiens lange tidslinie er der sket noget, ingen er helt sikre på hvad eller hvordan, men på et tidspunkt er disse “hellige planter og svampe” blev gjort unormale, blevet anset som farlige og blevet stigmatiseret. En af de mest normale oplevelser og et af de mest anvendte og nyttige værktøjer til healing blev nu pludselig til genstand for boykot, tabuisering, og forfølgelse, med kriminalisering af store dele af samfundet til følge. Det ironiske ved hele denne pludselige udvikling er på sin vis at de meget religiøse institutioner der på sin vis blev født af disse oplevelser nu udgjorde spydspidsen for dæmoniseringen af disse naturligt forekommende stoffer. Udøverne og udbrederne af denne hellige medicin blev nu i stedet myrdet eller tvunget i skjul. En ny normal var blevet skabt. En virkelighed hvor en hel kategori af oplevelser var blevet sat under lås og slå.
Denne dæmonisering af de førhen hellige oplevelser har varet ved lige op til i dag. Men vi er nu endelig begyndt at kunne ane en ny tendens vinde frem. Psykedeliske svampe og planter er igen ved at vinde indpas som normale, og endda af samme grund som de var normale i første omgang. Populariteten i psilocybin-svampe skyldes i høj grad at disse har vist sig at have et kæmpe potentiale i helbredelsen af en lang række psykiske lidelser. Populariteten har sat lys på stoffernes brogede historie og gjort psykedeliske stoffer såsom Ayahusaca til det helt store tilløbsstykke hos en voksende befolkningsgruppe der ønsker at anvende drikken til at opnå åndelige erfaringer. Brugen af psilocybin i forskningsøjemed ved universiteter verden over har fremhævet hvordan stofferne bidrager til psykologisk velvære og det spritnye fænomen med mikrodosering er gået hen og blevet til et decideret et modefænomen hos en stor gruppe der ønsker at øge produktiviteten og kreativiteten, som bevidnet ved Psykedelisk Samfunds seminar på emnet denne weekend.
Så står vi faktisk på nippet til store kulturelle forandringer? Det kunne bestemt godt se sådan ud, og på mange måder er vejen blevet banet for af alle de som har haft et forhold til de psykedeliske stoffer til trods for stigmatisering og kriminalisering. Men hvad betyder det for den psykedeliske kultur? Er vi klar til at det unormale bliver normalt igen? Vil en normalisering lede til en form for ”af-helliggørelse” af disse stoffer, på samme måde som den engang hellige tobak nu blot er blevet til endnu en hyldevare?
Nogle rejser denne bekymring i forbindelse med populariseringen af mikrodosering. Lad os f.eks. ikke glemme at tobak engang blev betragtet som en magtfuld shamanistisk plante. Jeg har bestemt ikke det endegyldige svar, men jeg tror det ikke. Mikrodosering skaber for mig at se en åbning, en åbning for de som har været for bange eller for forsigtige til at begive sig i kast med makrodoseringer af psykedelika, og måske vil disse, i takt med at de bliver komfortable med idéen om sig selv som en der anvender sig af psykedelika, åbne op for at anerkende potentialet i psykedelika i andre sammenhænge end blot mikrodosering. Personligt er jeg villig til at løbe den risiko at psykedelika skulle ende som negligerede hyldevarer, hvis det på den anden side betyder at vi kan stoppe med at kriminalisere uskyldige mennesker der blot ønsker at udforske hvad det vil sige at være menneske eller som søger helbredelse på tilstande vores moderne lægekunst ikke kan adressere på tilfredsstillende vis.