Bliv medlem

Ecstasy er ‘ikke mere farligt end ridning’

21. februar 2018 i
Casper B. Møller

Hvilken aktivitet er forbundet med størst sundhedsrisici? At indtage MDMA/Ecstasy eller at ride på en hest?

Det er et efterhånden temmelig gammelt spørgsmål. Et vis relevans dog er blevet tydeligt igen følgende et par uger hvor MDMA i medierne er blevet kædet sammen med 3 ulykker, involverende 5 personer hvoraf 2 omkom. De danske medier er selvsagt gået i selvsving som tilbage i start 00’erne og har udråbt MDMA som den store dræber der er ude efter ‘hele den danske ungdom’.

Derfor finder vi det relevant at stille spørgsmålet igen: Hvad er farligst? Hvor farligt er MDMA egentlig? Og hvorfor sker det at folk omkommer i forbindelse med at have indtaget MDMA?

Lad os starte med det indledende spørgsmål, er MDMA farligere end hesteridning?

David Nutt, professor i neuropsykofarmakologi ved Imperial College London og forhenværende  chefrådgiver på narkotika området for den britiske regering og tidl. redaktør for “Journal of Psychopharmacology” offentliggjorde tilbage i 2009 en kort og provokerende leder kaldet “Equasy”. Equasy er sjov læsning, men med et ganske seriøst budskab. (Artiklen kan læses gratis – jeg kan varmt anbefale at læse den.)

Nutt påpeger, at den måde, hvorpå vi tænker på ulykker i forbindelse med stoffer, som ecstasy, står i stærk kontrast til den måde, hvorpå vi tænker på andre farlige ting såsom hesteridning, mountain bike eller andre sportsgrene. Som han uddyber det:

“The drug debate takes place without reference to other causes of harm in society, which tends to give drugs a different, more worrying, status. In this article, I share experience of another harmful addiction I have called equasy…”

Nutt fortsætter med at beskrive nogle af skaderne, herunder hjerneskade, som du kan risikere ved at falde af en hest. Efter at have hævdet, at hesteridning på nogle måder er sammenlignelig med Ecstasy med hensyn til farlighed, konkluderer han:

“Perhaps this illustrates the need to offer a new approach to considering what underlies society’s tolerance of potentially harmful activities and how this evolves over time (e.g. fox hunting, cigarette smoking). A debate on the wider issues of how harms are tolerated by society and policy makers can only help to generate a broad based and therefore more relevant harm assessment process that could cut through the current ill-informed debate about the drug harms? The use of rational evidence for the assessment of the harms of drugs will be one step forward to the development of a credible drugs strategy.”

Eller med andre ord, er vi nødt til at spørge, hvorfor vi er mere bekymrede over skadesvirkninger ved rusmidler end vi er overfor de skader vi risikerer som følge af forskellige fritidsaktiviteter? Ingen har nogensinde antydet, at eksistensen af sportsskader burde medføre at vi forbyder sport. Ecstasy er bestemt ikke altid ufarligt. Folk dør af og til af, at have taget det, og det kan forårsage andre mere subtile skader som følge af overforbrug eller misbrug. Men folk dør også, og kommer alvorligt til skade ved at falde af heste. Og selvom der statistisk set er større risiko for at dø ved at sidde på ryggen af en hest, end der er for at dø ved at danse på ecstasy er det ganske utænkeligt, at vi vil høre nogen argumentere for at forbyde ridning og legalisere MDMA. Men hvorfor ikke?

“This attitude raises the critical question of why society tolerates –indeed encourages – certain forms of potentially harmful behaviour but not others, such as drug use.”

Hvilket er et godt spørgsmål. Og det vil forblive et godt spørgsmål, selvom det skulle have vist sig at ridning var meget sikrere end ecstasy. At sammenligne risici for skader ved forskellige aktiviteter er alligevel fyldt med faldgruber – taler vi om skaderne af ren MDMA eller Ecstasy tabletter med ukendt indhold? Inkluderer vi personer, der er skadet af heste indirekte (fx på grund af trafikulykker?) osv.. Men humlen er, at ingen tager det her perspektiv med i debatten. At vi foretager os en hel masse ting hver eneste dag der indebærer risici for alvorlige skader. Rusmidlers farlighed behandles helt anderledes end sportens farlighed og andre aktiviteter. Medierne synes faktisk at have en særlig interesse i “Ecstasy-ulykker” – i hvert fald ifølge en artikel fra Nutt, Forsyth (2001), der hævder, at dødsfald i forbindelse med Ecstasy i Skotland var meget mere tilbøjelige til at få avisdækning end dødsfald fra paracetamol, Valium og endda andre ulovlige stoffer. Det er ikke klart, hvorfor det forholder sig sådan.

Hvorfor skal vi ikke behandle det, at tage ecstasy på samme måde som andre fritidsaktiviteter såsom ridning?

Professor Nutt er velkendt i neuropsykofarmakologiske kredse både for hans videnskabelige bidrag og for hans provokerende synspunkter. Disse dækker både rusmiddelpolitikken samt andre aspekter af psykiatrien.