En ny hypotese foreslår at svampe udviklede psilocybin som et kemisk våben mod de konkurrende insekter – alt sammen i kampen om den hellige lort.
En nyligt fremsat hypotese om hvorfor de såkaldte ‘magiske svampe’ har den psykedeliske effekt, som særligt siden 1960’erne har været kendt og undersøgt. Hypotesen er, at svampene der producerede psilocybin blev positivt selekteret da stoffet bremsede insekters overspisen. Psilocybin findes hyppigst i svampe, der er specialiseret i nedbrydning af rådnende træ eller dyregødning. Begge miljøer er også rigt befolket af sultne insekter, der konkurrerer med svampene, enten ved at spise dem direkte eller ved at gå efter de samme næringsstoffer.
Hypotesen er blevet fremsat i journalen bioRxiv af den amerikanske mykolog Jason Slot fra Ohio State University. Som ung prøvede Slot magiske svampe, en oplevelse han tilskriver at have skubbet ham i retning af videnskaben. “Det hjalp mig til at tænke mere flydende, med færre rigide antagelser eller forudindfattede begrænsninger,” siger han. “Og jeg udviklede en større følsomhed over for naturlige mønstre.” En evne der inspirerede ham til at vende tilbage til skolen og studere evolution.
Slot endte med at blive mykolog – en svampe aficionado. Over tid kom han til at studere de svampe, der engang havde givet ham de oplevelser der skulle føre ham ind på det videnskabelige spor. “Jeg indså, hvor ynkeligt lidt vi stadig ved om genetikken og økologien i et så historisk signifikant stof”.
Men hvorfor er nogle svampe overhovedet hallucinogene? Slot argumenterer at det er bestemt ikke er til vores gavn: Svampene har eksisteret længe før mennesket har eksisteret. Så hvorfor udviklede de evnen til at lave psilocybin i første omgang? Og hvorfor findes det i så mange fjernt beslægtede svampe?
Omkring 200 forskellige svampe arter indeholder psilocybin, men de har ikke alle ophav indenfor den samme del af “svampetræet”. I stedet er de spredt vidt omkring, og hver psilocybinholdig svamp har nærtstående familiemedlemmer, der ikke er hallucinogene. “Der er nogle små brune svampe, små hvide svampe … og der er endda en lav der alle indeholder psilocybin,” fortæller Slot.
Idéen om at psilocybin kan fungere som et type insekticid giver mening. Psilocybin påvirker os mennesker, fordi det passer ind i visse receptormolekyler, receptorer der er en del af vores serotonerge system. Disse receptorer er ældgamle, og vi deler receptorsystemet med insekter, så det er sandsynligt, at psilocybin også interfererer med deres nervesystem. “Vi har ingen måde at kende den subjektive oplevelse af et insekt på,” siger Slot, og det er svært at sige, om de tripper. Men en ting er tydeligt fra tidligere eksperimenter: Psilocybin reducerer insekternes appetit.
Det kunne beskrive den positive selektion af de psilocybinholdige svampe. Ved at “udvikle” evnen til at producere psilocybin, som kunne forhindre insekternes munchies, er det muligt at nogle svampe triumferede over deres konkurrenter og blev til den dominerende spiller i de her lækre verdener af rådnende træ og dyremøg.
Og måske har andre arter opnået de samme kræfter ved at optage generne til at kunne producere psilocybin. Det er ikke klart, hvordan de kan have gjort det. Nogle forskere mener, at svampe til tider kan smelte sammen, hvilket giver dem en mulighed for at dele deres DNA, mens Slot foretrækker tanken om, at svampe i perioder med stress kan opsuge DNA fra deres omgivelser. Uanset hvad, så har generne for at producere psilocybin spredt sig.
Meget af dette er stadig spekulation, baseret på omstændigheder. Grundet den skrappe kontrol med psilocybin er tesen dog på nuværende tidspunkt svær at efterprøve. Slot kan endnu ikke teste om de genklasser, hans gruppe har identificeret, faktisk producerer psilocybin i de forskellige svampe. Til trods herfor har hypotesen opbakning udefra. “Slot og hans team gjort så meget som muligt”, siger Jennifer Wisecaver, en evolutionær biolog fra Purdue University, der studerer svampegener. “I betragtning af de andre beviser, de giver, vil jeg sige, at hypotesen er meget overbevisende,” siger hun.
Dette arbejde er en del af den genopblussende forskning i psilocybin. Tidligere i august måned identificerede et tysk team ledet af Dirk Hoffmeister fire enzymer, der kan producere stoffet og banede hermed vejen for at masseproducere psilocybin, uden at gro svampe. Slots og Hoffmeisters forskning føder ind i den bølge som især er drevet af studierne i psilocybins potentiale til behandling af depression, afhængighed og lindre dødsangst hos terminale kræftpatienter. “Forskningen i de magiske svampe har over de seneste år fået en fært af respektabilitet,” siger Slot.
Interessant for Slots hypotese og måske særligt værd at bemærke her til sidst er, at denne nye forklaring enten kan lede til en mindskelse af forundringen over den effekt som stoffet har på komplekse nervesystemer hos de højerestående pattedyr, men omvendt kan det også bidrage til at øge forundringen og karakteren af mirakel.
Man kunne sige “Godt så, nu ved vi med hvilket formål psilocybin eksistere, det er bare et giftstof der skal beskytte mod insekter”, men uanset, så har stoffet stadig en dyb indvirkning på den menneskelige psyke. Og det virkelig essentielle spørgsmål bliver så; Hvorfor har det, det? Hvorfor forholder det sig sådan? Den evolutionære insekticid-hypotese forsøger ikke at forklare det. Og behøver det heller ikke.
Fra et videnskabeligt perspektiv kan man postulere at effekten blot er opstået ved en tilfældighed, gennem arv af receptorer osv., men i de fleste tilfælde, især i tilfælde af genmutationer, er de fleste tilfældige forekomster udelukkende destruktive og fører ofte til, at individet ikke er i stand til at overleve eller give frugtbart afkom.
Hvor højst usædvanligt eller usandsynligt er det, at en sekundær metabolit, lavet til beskyttelse af svampe, påkalder en bestemt åndelig følelse i det menneskelige sind ved indtagelse? Og fører til en “forgiftning” som ikke er skadelig for kroppen, men som fuldstændig ændrer sindets struktur til en tilstand helt uden fortilfælde? Som afhjælper en bred vifte at psykologiske ubalancer, ændrer ens personlige oplevelse af den fysiske verden, forvrænger fænomenet tid til en grad af abstraktion udenfor det normale spektrum af erfaring, der kan synes komplet absurd. Og som tilmed beviseligt giver personerne en større følelse af forbindelse med den natur som svampene, og det mycelium hvorudfra de opstår, kan betragtes som værende et organisk internet og nervesystem for?
Uanset stoffets ophav og evolutionære funktion i forhold til svampene, så bør det være en kilde til forsat fascination.
