Af Peter Wulff
Dette er et essay jeg skriver som et opråb, og en mulig inspiration, til folk der er fortvivlede om hvor mennesket er på vej hen. Jeg har selv mærket hvordan introspektion kan danne store forandringer i ens perception, og jeg håber at teksten kan få folks øjne op for det mulige potentiale, som er lige foran næserne på os. – Peter Wulff
De moderne problemstillinger vi står overfor, skal behandles, og de skal behandles nu. Mit bud på en mulig løsning er ikke noget der starter med en politisk dagsorden, eller et teknologisk gennembrud. Mit bud er en fundamental ændring i individets psyke.
Menneskeheden er lige nu i en situation hvor vi er nødt til at vælge mellem evolution eller katastrofe, og lige nu kører menneskeheden med 200 km/t imod en solid mur. En solid mur der betyder millioner af menneskers nødsagede flugt fra deres hjem grundet oversvømmelser, en mur der betyder et kæmpe fald i den globale biodiversitet.
Hvad er det der gør, at vi – på trods af vores viden om konsekvenserne af vores overforbrug – fortsætter styrtende mod den her mur? Hvorfor er vi ikke villige til at gå på kompromis med vores tilværelse for at gavne fællesskabet?
I mange år levede vi i tæt forbindelse med naturen, i et forhold hvor vi ville mærke konsekvenser på egen krop hvis vi ikke behandlede naturen omkring os bæredygtigt. Som urbaniseringen tog fart mistede vi vores forbindelse til det grønne, vi bevægede os ind i en grå betonjungle hvor vi ikke behøvede at bekymre os om naturen, og dér begyndte et skift i menneskets syn på sig selv i forhold til dets omgivelser.
Vi var ikke længere en del af naturen, og pludselig følte vi os hævet over den. Det er netop det vi mærker konsekvenser af nu. Dette mentalitetsskifte kommer til udtryk i de problemstillinger vi ser i verden i dag; en subtil grundfølelse af at naturen er noget “andet”, noget som vi er separat fra.
Den evolution jeg taler om er en fundamental ændring i vores forståelse af hvem vi er i forhold til hinanden, som individer såvel som i vores perspektiv på, hvordan vi er forbundne på tværs af kultur og nationalitet.
Det er netop her at redskaber som psykedelika og meditation kan spille en vigtig rolle. Vi har hver især et ansvar, og en fantastisk mulighed for at bevæge os ind i et nyt paradigme. Her følger en anekdotal historie fra virkeligheden.
En ung mand oplever under en psykedelisk oplevelse at han ikke er separat fra naturen, han ser hvordan bierne hjælper blomsterne og omvendt. Han ser en symbiose, og mærker pludseligt at han er en del af den, præcis ligesom bierne og blomsterne. Han ser hvordan det hele er forbundet i et tæt sammenspil. Han oplever at den måde som han indtil videre har set tingene på, de ting han har lært, og den måde samfundet er skruet sammen på, er bygget på en fortælling om at vi er hævet over naturen, at vi er mere værd. I kontrast til hans nye indsigt: at vi i virkeligheden ér naturen.
Manden vågner op næste dag, går en tur, og oplever det som om at han faktisk ser bladene på træerne for første gang. Han hører fuglene fløjte, og undrer sig over hvorfor han aldrig har lagt mærke til den måde vinden bølger græsset i hans have på… Et nysyn er skabt; et nysyn der skabes når man får et glimt af at alt det man troede var sandt, alt det man var blevet fortalt, måske ikke var et perspektiv som var gavnligt for mennesker og naturen.
Manden kigger med et barns øjne på virkeligheden nu, i hans sind er en tavle hvisket ren hvorpå han kan opbygge et værdisæt som skabes ud fra hans egen intelligens, og hans egen direkte oplevelse af at være en del af naturen.
Han går en tur i Fakta, og kigger for første gang med sit friske sind ned i køleboksen hvor han faktisk ser kød for første gang. Og med denne oplevelse kan han endelig tage stilling til hvad han egentlig synes om det. Er den industrielle behandling af dyr okay? Har jeg brug for kød?
Min pointe er ikke at man ikke skal spise kød, men derimod at man bliver givet muligheden for at løsrive sig sine gamle betingelser og konditionering, og selv kan genskabe et værdisæt som affødes af en nyforstået forbindelse med naturen. Et værdisæt der i vores kultur ikke er nedarvet, men et som individet skaber for sig selv.
En oplevelse som de en ovenstående er ikke unormal hos folk der prøver psykedelika, og det er netop derfor jeg ser de her midlers kæmpe potentiale i menneskets evolution.
Hvis man ikke er tiltrukket af den psykedeliske oplevelse, så er lignende oplevelser også tilgængelige ved meditation. Ikke nødvendigvis med en markant anderledes sensorisk oplevelse som ved den psykedeliske effekt, men som en sund kritisk indre stemme der stiller spørgsmålstegn ved de ting man gør og de holdninger man har, som langsomt vil skabe et friskt sind med plads til fødslen af et nyt værdisæt og nye holdninger.
Menneskets næste skridt i evolutionen er ikke nødvendigvis en fysiologisk ændring, men en fundamental ændring i vores forståelse af hvad vi er, i forhold til verden omkring, og lige nu ér vi tvunget ud i en situation hvor valget står imellem evolution og katastrofe.