Bliv medlem

5 lektier fra en workshop i Psykedelisk Tripsitting

1. november 2017 i
Casper B. Møller, Formand for Psykedelisk Samfund

I forbindelse med Psykedelisk Symposium 2017 afholdt vi for første gang en workshop i Psykedelisk Samfund regi. Vi var derfor naturligvis temmelig nysgerrige på hvordan workshoppen ville blive taget imod og om folk ville få et tilfredsstillende udbytte af workshoppen.

Efterfølgende workshoppen har John Maps fra http://mapsofthemind.com/ lavet et overblik over de vigtigste lektier fra workshoppen som vi har fået lov til at oversætte og gengive hér.


5 ting jeg lærte gennem en workshop om tripsitting

Under mit nylige besøg i København deltog jeg i et workshop om tripsitting i forbindelse med i en konference om psykedeliske stoffer. Jeg havde aldrig deltaget i noget lignende før, så jeg var temmelig nysgerrig efter at se, hvordan det ville komme til at foregå. Og nej, vi skulle ikke være tilskuere til folk der trippede balls, men det var dog en temmelig cool workshop alligevel. Her et et overblik.

Workshoppen blev afholdt i et undervisningslokale på Professionshøjskolen Metropol – ganske passende da skolen er et universitet for anvendt videnskab. Workshoppen var fuldt besat, der deltog 40, en blanding af mænd og kvinder fra 20’erne til 60’erne. Ud fra folks udseende og påklædning ville man aldrig have gættet, at dette var en gruppe psykedeliske entusiaster.

Jeg endte med at sidde ved siden af den eneste anden brite i lokalet, som viste sig for at være Rosalind Watts – en klinisk psykolog, der er en del af forskerholdet på Imperial College London, og som deltager i deres banebrydende studie om psilocybin til depressionsramte – hun gav også selv en præsentation på konferencen den næste dag. Det er godt at vide, at de, der er involveret i forskningen, til stadighed udvider deres egen viden og søger udvikling – især da det ser ud til at udviklingen i den psykedeliske bevægelse i høj grad vil afhænge af resultaterne af de kliniske forsøg fra de forskellige forskningsinstitutioner.

At være i selskab med ligesindede mennesker var skønt – lokalet var fyldt af mennesker, der havde en forståelse for de psykedeliske stoffers potentiale og som ønskede at lære mere. Da det stadig er en nichebevægelse, har jeg ikke mange af den slags interaktioner i virkeligheden, hvor jeg frit kan tale om den slags ting, så at have den følelse af fællesskab var det perfekte grundlag for workshoppen.

Workshoppen blev ledet af Marc Aixalà, en spansk ingeniør og psykolog, der arbejder som en ”integrativ-psykoterapeut”. Som en del af hans erfaringer med psykedelika har Marc arbejdet som koordinator for Kosmicare – et firma, der yder ’psykologisk førstehjælp’ til personer der gennemgår vanskelige eller udfordrende stofoplevelser på store festivaler. Igennem workshoppen fortalte Marc os nogle historier fra hans arbejde for at illustrere nogle af hans grundlæggende pointer, og det blev ret klart, at han har stor erfaring på dette område. Jeg kunne udmærket forstå hvorfor han var blevet bedt om at lede denne her workshop.

Marc præsenterede også på den store ‘Psychedelic Science’-konference tidligere i år

Workshoppen var dybest set en præsentation, og mens at mere interaktion måske har været godt blev der afdækket en hel masse emner. For at give dig en ide omfattede emnerne bl.a.: virkningerne af forskellige psykedeliske stoffer og udfordringerne for en sitter unik for hvert enkelt stof; forskellene mellem forskellige ”sitter roller”: shaman, terapeut, facilitator, guide og sitter; hvordan man screener folk forud for en psykedelisk session og hvordan man forbereder sig på det; og hvordan personlighed kan spille en rolle i reaktionen på oplevelsen. Og meget mere, workshoppen var fyldt med nyttige oplysninger.

Den lille gruppe størrelse åbnede op for interaktion mellem deltagerne og gav plads til at Marc kunne tage spørgsmål løbende. Selvom Marc havde et udtryk af professionalisme, og de fleste deltagere tydeligvis var dukket op for at lære, så var atmosfæren afslappet, og der var plads til sjov og latter.

Det var første gang at Marc var blevet bedt om at afholde en sådan workshop og han havde forberedt lidt for meget materiale til at det kunne passe ind i de tildelte 4 timer, så vi løb ca. 40 minutter over tid. Men jeg var faktisk virkelig glad for dette, det betød at jeg kunne lære mere og jeg havde alligevel ikke andre steder at være den eftermiddag. Det betød at jeg endte med at få stor værdi for pengene.

Samlet set var det en fremragende workshop. Det overgik alle mine forventninger og jeg fandt hele setup’et mentalt stimulerende. Workshoppen fik tilmed besvaret et par spørgsmål, jeg ikke engang vidste at jeg havde. Afslutningsvist vil jeg gerne dele et par af de lektier jeg tog med mig fra værkstedet.

1. Healing sker gennem intensivering

Psykedeliske stoffer kan facilitere helbredelse gennem intensivering af følelserne omkring et givent emne, uanset hvor vanskeligt det er, og om man – bevidst eller ubevidst – har undgået det. Denne intensivering gør det muligt for vanskelige og undertrykte følelser at blive erfaret fuldt ud og få dem udtrykt, og dermed opnå kan følelserne nå deres naturlige konklusion. Dette kan forstås i relation til de processer hvorved psykologisk heling opstår – projicering, overføring, afreaktion og katarsis. I forbindelse med en terapeutisk setting betyder det, at en person, der oplever vanskelige følelser eller fornemmelser, bør opfordres til at overgive sig til dem, snarere end at forsøge at modstå dem.

2. Folk helbreder sig selv

Ingen kan have en oplevelse på en andens vegne. Dette gælder også for helbredende eller perspektivskiftende oplevelse. Hver person må i sidste ende gennemgå processen for sig selv og nå deres egen forståelse, accept og løsning af ethvert psykologisk problem. Derfor vil rollen som sitter sædvanligvis være passiv og støttende. Marc brugte en god analogi til at illustrere dette: Hvis du har et sår på din arm, så tager du ikke aktiv part i at hele såret. Du renser måske såret, sætter plaster på og lader derefter helingen foregå af sig selv. På samme måde er en sitters opgave at skabe og opretholde de betingelser, der fremmer helingsprocessen – altså et sikkert miljø, der gør det muligt for nogen at helbrede sig selv.

3. Klart definerede grænser er nyttige

Det er gavnligt at definere ‘spillereglerne’ forud for en session: niveauet og typen af interaktion mellem tripper og sitter, hvem styrer musikken og hvilke aktiviteter der eventuelt vil blive gennemført i løbet af trippet. At definere disse grænser på forhånd vil stimulere både tripperen og sitterens følelser af sikkerhed og beroligelse og bidrage til at skabe et følelsesmæssigt sikkert miljø til sessionen.

4. Intentionen er vigtigere end rutinen

En rolig, centreret, støttende tilgang er vigtigere og vejer tungere end hvad en guide eller sitter kan sige eller gøre af støttende ting. Det er ikke nok at huske visse handlinger eller følge en bestemt rutine, pleje og støtte går ud over dette – effektiv sitting kræver intuition, medfølelse og et vis niveau af selvbevidsthed.

5. De egenskaber der skaber en god sitter, er ikke kvantificerbare

Tripsitting er ikke en eksakt videnskab – det er en kombination af kunst og videnskab. Selvom et vis vidensniveau kan være meget nyttigt i nogle henseender, er sitterens personlighed eller karakter og motivation vigtigere. Marc nævnte bl.a. dette under den paneldebat der var på førstedagen af konferencen og forklarede, at han hellere ville have en omsorgsfuld og ærlig snedker, til at sitte for ham end en fuldt kvalificeret psykolog, der mangler disse kvaliteter.

Lige præcis dette punkt udgør en udfordring for den psykedeliske bevægelse. Hvis vi ønsker at se disse stoffer legaliseret indenfor sundhedspleje og psykoterapi, vil der opstå et spørgsmål om hvem der kan, skal eller er kvalificeret til at administrere disse stoffer og overvåge sessionerne. Nogle fagfolk på området har allerede udtalt deres overbevisning om, at psykedeliske sessioner kun bør overvåges af kvalificerede læger.

Men hvis de vigtigste kvaliteter ikke er umiddelbart kvantificerbare, vil det blive meget svært for ethvert reguleringsorgan at tildele egnede kvalifikationer eller give tilladelser til at administrere psykedelika. I et samfund og i en kultur, der ikke kan lide at tro på noget, som den ikke kan røre ved, veje, måle eller kvantificere bliver det et meget vanskeligt spørgsmål. Og det bør være et spørgsmål mange forskellige parter tager sig tid til at overveje og betragte i tiden fremadrettet.

Kvalificerende hjernescanninger?

Afslutningsvist vil jeg komme med min egen, måske lidt skøre idé. Kunne licenser blive tildelt baseret på hjerneskanninger? Der har været undersøgelser af munke ved hjælp af fMRI- og EEG-teknologi, der viser en sammenhæng mellem forskellige hjerneaktivitet og disse endnu ikke kvantificerbare kvaliteter.

En måde at tildele kvalifikation kunne måske være baseret på aktivitetsniveauet i din hjernes venstre præfrontale cortex i forhold til højre – et højt niveau her har vist, at du har en mindre tilbøjelighed til negativitet. Eller måske en “test” kunne være at du er koblet op og bliver bedt om at meditere på medfølelse. Dit niveau af gamma bølger – knyttet til bevidsthed og opmærksomhed – kunne bestemmer din ‘score’. Jeg forestiller mig, at munke stort set ville komme ud med de bedste kvalifikationer, men OK, hvem ville ikke have en buddhistisk vismand som sitter på deres psykedeliske trip? Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod det.